08/06/2025 0 Kommentarer
Ugerløse kirke renoveres og lukker cirka et år
Ugerløse kirke renoveres og lukker cirka et år
# Nyheder

Ugerløse kirke renoveres og lukker cirka et år
Ugerløse kirke skal males indvendig, og samtidig skal kirken have nyt varmesystem, lys- og lydsystem og der skal desuden bygges lidt om. Kort sagt: Ugerløse kirke får 'den helt store tur', og det vil betyde, at kirken er lukket fra midten af juni og cirka et års tid.
I den periode vil sognets gudstjenester bliver afholdt i sognegården og i nabokirker. Det kan man holde sig opdateret med på kirkens hjemmeside.
Ombygning og istandsættelsen kommer som nævnt til at tage lang tid - men det er faktisk intet imod den tid, menighedsrådet har brugt på forberedelsen. Siden 2017 har man undersøgt muligheder, indhentet tilladelser fra stift og Nationalmuseet, søgt penge osv., men nu går arbejdet altså i gang.
Alle indvendige vægge skal males, fordi den nuværende limfarve med årene er blevet meget beskidt, hvilket primært skyldes det elvarme-anlæg, der i dag opvarmer kirken.
Arkitekter har beskrevet at anlægget er for lille, og derfor varmer for hurtigt op. Det giver nogle luftstrømme op af de kolde vægge og dermed mulighed for at aflejre støv.
Nationalmuseet har afsat nogle prøver på nordsiden og har nu godkendt, at kirken bliver malet med en maling, der er anvendelig til murværk. Det nye varmeanlæg bliver et vandbåret anlæg, der forsynes med varmepumper. For at reducere varmeudgiften, bliver der sat forsatsruder op ved alle vinduer.
Som led i arbejdet, vil også de tekniske installationer som lyssætning og lydsystemer blive moderniseret.
"Vi er klar over, at moderne teknologi kan give os flere og bedre muligheder for at arbejde med lyd. Både som den konkrete oplevelse, og også, hvis vi igen skulle blive nødt til at transmittere fra kirken som vi eksempelvis gjorde under pandemien," fortæller menighedsrådsformand Niels Weinreich.
"Desuden har det været et ønske at få et toilet ved kirken, og det ser ud til vi kan få det etableret i det ene tårnrum. Det betyder så, at vi også får vand ind i kirken, og det har så igen medført en mulighed for at få etableret et tekøkken,” siger Niels Weinreich.
Du kan læse mere om projektet på Ugerløse Kirkes hjemmeside
Kommentarer